45 88 26 65 klinik@ortopaedkirurgen.com

Operation for stiv storetå – Halux rigidus

Baggrund

Tidligere skader eller udviklet slidgigt i storetåens grundled, kan give anledning til stivhed og smerter over foden ved almindelig gang. Tå-bevægeligheden kan operativt bedres ved fjernelse af den hyppigt store overliggende knyst tillige med en del af ledhovedet på mellemfodsknoglen (metode 1). I andre tilfælde bør man i stedet fjerne en del af grundstykket i storetåen tillige med knysten (metode 2).

Operation

Indgrebet foretages i lokalbedøvelse. Bedøvelsen varer i 2-6 timer, mens selve operationen kun varer ca. 30 minutter. De bør derfor sørge for transport hjem. Den anlagte bandage kan eventuelt formindskes efter 4-5 dage. På operationsdagen aftales tid til trådfjernelse 10-14 dage senere.

Smerter

Når bedøvelsen fortager sig, kan der optræde moderate smerter. Det vil oftest være tilstrækkeligt at behandle disse med svage smertestillende tabletter, for eksempel Magnyl, Panodil eller lignende, som kan købes i håndkøb på apoteket. Ofte vil man dog have gavn af at supplere disse med nogle morfin-tabletter. Dette aftales individuelt.

Det er vigtigt, for at modvirke hævelse ved operationssåret, og dermed smerter, at benet holdes højt. Dette er særlig vigtigt de første dage efter operationen.

Blødning

Selvom det er sjældent forekommende, kan bandagen bløde igennem. Sker dette bør den skiftes til en ny. Kontakt eventuelt klinikken.

Betændelse

Infektion af såret er meget sjældent forekommende. Det optræder da 4-5 dage efter operationen. Feber og/eller nytilkomne smerter kan være tegn på betændelse. Se til såret. Kontakt klinikken, egen læge eller i nødsfald skadestuen.

Arbejde

Alt efter hvilket arbejde De har, kan De gå i arbejde efter 3-4 dage eller behøve sygemelding i et par uger. Sidstnævnte specielt hvis De har fysisk krævende eller stående arbejde.

Overfølsomhed

De bedes venligst oplyse klinikken om kendt overfølsomhed overfor medicin, lokalbedøvelsesmidler eller forbindsstoffer.

Såfremt De måtte have yderligere spørgsmål, kan vi besvare dem på operationsdagen.