Baggrund
Ordet hammertå beskriver en tilstand hvor en af fodens små tæer er deformeret i en bøjet stilling i det midterste og/eller yderste led i tåen. Tåen presses mod fodtøjets sål eller overlæder hvorved der udvikles hård hud, ligtorne, betændelse og ikke mindst smerter.
Ved operation tilstræbes en udretning af tåen. Dette kan opnås ved sene- eller ledkapseloverskæring og/eller fjernelse af tåens mellem- eller yderled og stivgøring i samme. Sjældent kan man vælge at amputere tåens yderstykke. Hvilken operation der bør foretages, afgøres og aftales individuelt.
Operation
Indgrebet foretages i lokalbedøvelse. Bedøvelsen varer i 4-6 timer, mens selve operationen kun varer ca. 30 minutter. De bør derfor sørge for transport hjem. Den anlagte bandage kan eventuelt formindskes på klinikken efter 4-5 dage. På operationsdagen aftales tid til trådfjernelse 10-12 dage senere.
Smerter
Når bedøvelsen fortager sig, kan der, alt efter om der er opereret på knoglen eller ej, optræde lette til moderate smerter. Det vil oftest være tilstrækkeligt at behandle disse med svage smertestillende tabletter, for eksempel Magnyl, Panodil eller lignende, som kan købes i håndkøb på apoteket. I visse tilfælde kan man have gavn af nogle få morfin-tabletter. Dette aftales individuelt.
Det er vigtigt, for at modvirke hævelse ved operationssåret, og dermed smerter, at benet holdes højt. Dette er særlig vigtigt de første dage efter operationen.
Blødning
Selvom det er sjældent forekommende, kan bandagen bløde igennem. Sker dette bør den skiftes til en ny. Kontakt eventuelt klinikken.
Betændelse
Infektion af såret er meget sjældent forekommende. Det optræder da 4-5 dage efter operationen. Feber og/eller nytilkomne smerter kan være tegn på betændelse. Se til såret. Kontakt klinikken, egen læge eller i nødsfald skadestuen.
Arbejde
Alt efter hvilket arbejde De har, kan De gå i arbejde efter 3-4 dage eller behøve sygemelding 7-14 dage. Sidstnævnte specielt hvis De har fysisk krævende eller stående arbejde.
Overfølsomhed
De bedes venligst oplyse klinikken om kendt overfølsomhed overfor medicin, lokalbedøvelsesmidler eller forbindsstoffer.
Såfremt De måtte have yderligere spørgsmål, kan vi besvare dem på operationsdagen.